Sådan sikrer du bedst dit hjem mod indbrud i julen

|Posted by | Aktuelt, Alle opslag, Forsikring, Tips og tricks
Tags: , , , ,

Sådan sikrer og forsikrer du dit hjem mod indbrud i julen

Juletiden er ikke kun hjerternes fest men også tyvenes, og det er derfor vigtigt, at du sikrer din bolig mod indbrud op til jul og nytår. Der er mange danske familier, som hvert år vælger at besøge deres familier i en anden del af landet for at danse om juletræet og spise god julemad. Mens de er væk, er julemanden ikke den eneste, der kommer listende ind i deres hjem. At tyve har tømt boligen for værdigenstande og personlige ejendele, er desværre et scenarie, mange danskere kommer hjem til efter en hyggelig tid med familien, hvert år efter jul.

Sidste år oplevede mere end 1.000 danskere at komme hjem til et indbrud, helt nøjagtigt blev der anmeldt 1.471 indbrud i perioden mellem 20. og 28. december 2015. Det var en stigning i forhold til året før. Herunder bringer vi dig de anbefalede foranstaltninger for at holde dit hjem sikkert og indbrudsfrit under jul år nytår. Rådene er ikke anderledes i forhold til dem, som gælder resten af året, men det er især vigtigt op til jul at tjekke, at dit hjem er sikkert og aflåst, når du tager ud og fejrer jul hos din familie.

Hoved- og havedør

Det første, tyvene kigger på, er din hoveddør. Tyvene skal rigtigt nok ind, men det vigtigste for dem er en god flugtvej. Derfor bør man være kritisk og sørge for, at både døre og vinduer har nogle gode låse, såvel som at de er af nyere oprindelse. Et af de kendte scenarier er indbrud i hjem med vridelåse, for ofte smadrer tyvene bare et vindue og lukker sig selv ud igennem din hoveddør. Hvis de derimod kan se, at de ikke kan komme ud med alle dine værdier, så er der større chance for, at tyven går videre til næste hjem. Det anbefales derfor, at man som minimum installerer en lås, som skal åbnes og lukkes med nøgle både ude- og indefra. Du behøver derfor ikke nødvendigvis at skifte din vridelås ud, men kan i stedet tilføje en lås med nøgle – det forudsætter selvfølgelig, at man fjerner nøglen og gemmer den et sted, som ikke er synligt, når man skal være væk i en længere periode.

Havedøre er ofte overset, når man sikrer sit hjem, hvilket er en stor fejl. Havedøre er i mange tilfælde gamle og har en simpel lås i form af et håndtag. Tyvene benytter sig af en teknik, der hedder underboring, hvor de borer et hul med et lydløst håndbor under håndtaget udefra og åbner dernæst med hjælp af et specialværktøj. Husk derfor at få tjekket din lås på havedøren før du tager på juleferie.

Læs også: Sådan kan feriebillede koste dig forsikringen

Vinduer

Nutidens tyve har fået mere avancerede teknikker og værktøjer til at åbne dit vindue op; de vil nemlig helst ikke smadre vinduer, da det larmer og kan tiltrække uønsket opmærksomhed. Kan de se, at der er en god og nem flugtvej gennem din hoved-, have-, eller kælderdør, så bruger de ofte vinduet som indgangspunkt til deres indbrud. Vinduer er sværere at komme ud af igen. Derfor afhænger chancen for indbrud altså af, hvor sikre dine døre er.
Derudover er det altid en god idé at sikre sine vinduer med ekstra låse, og dem er der mange forskellige versioner af – du kan finde en af de mest brugte og populære sikringer her.

Lys og lyd

Når du tager hjemmefra i en længere periode, er et af de bedste og ældste trick i bogen at tænde lys rundt omkring i dit hjem. Mørke hjem er tyvene glade for, så tænd lyset og træk gardiner en smule for. Herved gør man tyven usikker på, om der er nogen hjemme. Derudover kan det hjælpe at sætte radio på, så det lyder som om, der er aktivitet i hjemmet.

Man kan også sørge for at opsætte lys, som tænder foran din bolig, så snart nogen nærmer sig. Det kan i mange tilfælde også bidrage til, at din bolig bliver uattraktiv for tyve.

Værdier

Sørg for, at gemme dine værdifulde ting væk. Hvis du har dem liggende, så de er nemt synlige fra et gaden eller igennem vinduet, vil tyvene gerne være mere tilbøjelige til at vælge dit hjem. Det kan også være en god idé at mærke dine værdisager, så de er sværere for tyvene at sælge. Derudover kan det også være smart at have billeder og kvitteringer på dine ting, i tilfælde af du skal politianmelde eller søge erstatningskrav fra din forsikring.

Giv dine naboer besked

En god idé er altid at give dine naboer besked om, at du ikke er hjemme under julen, så de kan holde en smule øje med dit hjem, mens du er væk. De kan eksempelvis bede dem om at gå en runde en gang imellem og se til, at der ikke er noget mistænkeligt.

Ser du som nabo et igangværende indbrud, er det vigtigt, at du ikke selv tager affære. Ring i stedet 112 så politiet har mulighed for at pågribe gerningsmanden/gerningsmændende.

Skulle uheldet være ude, og har du eller din nabo har haft indbrud i hjemmet, så kan du få fat i politiet, hvis du ringer til det direkte nummer, 114. Dette nummer er til henvendelser, der hverken er akutte eller hastende.

Læs ogsåGuide: Sådan undgår du indbrudstyve i sommerferien

Indbrudsalarmer

Tør du ikke tage nogle chancer, eller har du oplevet flere indbrud i dit hjem, så kan du investere i en alarm. Jo mere du sikrer dit hjem, jo større chance er der for, at der ikke sker indbrud på netop din bolig og skulle det ske for netop dig, så kan en alarm skræmme tyven væk.

Forbrugerråddet tænk har lavet en kort oversigt over hvilken alarm, du skal vælge, som du kan læse her.

Alka har særligt fokus på installation af alarmer. Har du en indboforsikring fra Alka, tilbyder de 695 kroner i rabat på en alarmpakke fra Lockon. Rabatkoden kan fås ved henvendelse hos Alka. Som særligt tilbud i december 2016, kan du også få 100 kroner i rabat pr. ekstra rumsensor, du køber, ved brug af rabatkoden “Alkarum”. Har du en alarm installeret, skal du hos Alka ikke betale selvrisiko på din Indbo- og Husforsikring, hvis alarmen er udløst i forbindelse med indbrud.

Er du derimod kunde i Topdanmark, kan du få gratis installation af Falck-alarm og 25% rabat ved udvalgte abonnementer med vagtaftale.

En yderligere fordel ved at have en alarm installeret er, at det hos mange forsikringsselskaber er muligt at få rabat på din indboforsikring. Hos If Forsikring kan du eksempelvis få 10% rabat på din indboforsikring, hvis du har en godkendt tyverialarm installeret med overførsel til en godkendt, døgnbemandet alarmcentral.

På indboforsikring, såvel som bilforsikring og alle andre forsikringer, gælder det, at der kan være store prisforskelle først og fremmest mellem selskaberne. Et selskab vil også sjældent være det bedste og billigste for to forskellige forbrugere. Det er derfor en god idé op til flere gange årligt at lave et forsikringstjek, hvor du sammenligner markedet for dine forsikringer. Du kan nemt og hurtigt sammenligne bilforsikringer her på Samlino.dk.

Anmeldelse af indbrud til forsikring

Hvis uheldet er ude, og du har haft indbrud, skal du følge disse tre trin for at kunne melde det til forsikringen;

1. Kontakt politiet og anmeld indbruddet

Når politiet har været forbi og undersøgt indbruddet, vil du modtage en kvittering samt en journal eller sagsmappe — disse er vigtige, så du skal sørge for at gemme dem. Mappen indeholder blandt andet informationer om det videre sagsforløb, og hvordan du sikrer dig mod fremtidige indbrud.

2. Meld indbruddet til forsikringen

Politiet anmelder ikke indbruddet til din forsikring, det skal du selv gøre. Derfor tager du kontakt til dit forsikringsselskab, og her skal du bruge den kvittering, som du har fået fra politiet.
Du kan ofte melde indbruddet over en online formular eller ved at ringe til dit forsikringsselskab.

3. Lav en omfattende liste af stjålne værdier

For at forsikringen kan behandle din sag, og du kan få erstatning for alle de stjålne værdier, skal du lave en liste uden mangler. Altså skal listen indeholde grundige informationer omkring de værdier, du har fået stjålet. Har du fået stjålet eller ødelagt elektronik, skal du eksempelvis oplyse hvilket mærke, det er, modelnummer, hvornår det er købt, og hvad prisen var, da du købte den. Er det dyre ting, såsom bærbare, fjernsyn, smykker og møbler, vil forsikringsselskaberne ofte kræve, at du kan fremvise kvitteringer. Sørg derfor for at have kvitteringer gemt et sikkert sted – de kan nemlig også have værdi for indbrudstyvene.